Johannes Jørgensen Selskabet er en litterær forening, hvis formål er at fremme kendskabet til digterens liv og rige forfatterskab ved gennem seminarer, foredrag, nyhedsbreve, udgivelser, rejser m.m. at opmuntre til videre læsning, studier og forskning.
Det er desuden også selskabets formål at stimulere og øge interessen for Johannes Jørgensens Hus - hans barndomshjem i Fruestræde 15 i Svendborg - for derved at værne om hans minde.
Johannes Jørgensens forfatterskab er for alsidigt og omfangsrigt til at kunne sættes i en snæver bås. Det spænder fra ungdommens ofte visionære små romaner til alderdommens livsbetragtninger, alt præget af stor indsigt og visdom. I Danmark er det især hans lyrik, som er kendt og elsket. Hans digte fik stor betydning for yngre slægtled af lyrikere, der i hans sproglige mesterskab og naturfølsomhed kom til at se et forbillede. Hans rejsebøger hører ved sin dybe menneskelige og kulturelle indsigt og forståelse for europæisk åndsliv til det ypperste i dansk rejselitteratur.
Johannes Jørgensens navn knytter sig til den litterære verden i 1800-tallets sidste årti, hvor symbolismens opgør med naturalismen brød nye veje. I denne kulturkamp blev Johannes Jørgensen som redaktør af tidsskriftet Taarnet den centrale figur blandt ligesindede som Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg, Helge Rode m.fl. I dag indtagerJohannes Jørgensen en nærmest anonym plads i dansk kulturtradition. Dette skyldes til dels, at han i 1896 konverterede til katolicismen, men også og måske især hans kompromisløse opgør med brandesianismen. Johannes Jørgensens konversion til den katolske kirke måtte nødvendigvis føre til et brud med de litterære kredse, som ikke ville acceptere troens "blokering af den frie tanke". Det blev et bittert brud, ikke kun med de toneangivende i kunstens verden, men også med gamle venner.
Men hvad han tabte indad, vandt han til gengæld udad. Johannes Jørgensens store helgenbiografier, der vidner om en dyb livserfaring og evne til at levendegøre et omfattende historisk materiale, har gjort ham agtet og elsket i store dele af verden. Den del af hans forfatterskab har gjort ham til en af dansk litteraturs mest oversatte forfattere. At man i Danmark anerkendte hans litterære betydning, kom bl.a. til udtryk, da han i 1936 blev udnævnt til æresborger i sin fødeby Svendborg. I Italien var han allerede i 1922 blevet æresborger i Assisi, hvor han boede en stor del af sit liv.
Johannes Jørgensen Selskabet er åbent for enhver, som har interesse for den store digter, hvis sprog sætter ham blandt de ypperste i dansk litteratur, og som ønsker at støtte, at Johannes Jørgensens litteratur bliver mere kendt.
Den årlige generalforsamling afholdes i november på Svendborg Bibliotek - i byen, hvor digteren fødtes 6. november 1866, og hvor han døde 29. maj 1956, knap 90 år gammel. Læs mere om generalforsamlinger under: Selskabets ledelse.
Selskabets tidligere formand og æresmedlem, Stig Holsting har beskrevet selskabets første tyve år fra 2002 til 2022.
Læs beskrivelsen her: Selskabets første tyve år